NEFOS arbejder ud fra tosporsmodellens forståelse af sorg. Det er den ’nyeste’ af de fremherskende sorgteorier, og den giver plads til en langt mere nuanceret og elastisk forståelse af sorg end de ’gamle’ sorgfaseteorier. Tosporsmodellen anerkender den virkelighed, som langt de fleste sørgende mærker på deres krop: At båndet til dem, de har mistet, er intakt; sorgen ’går ikke over’, men bæres videre som livsbagage og livserfaring. Sorgen er en melodi, som aldrig holder op, og som vil spille gennem hele ens liv med større eller mindre intensitet. Tosporsmodellen giver også plads til, at sørgeprocessen er individuel; vi sørger som de vidt forskellige mennesker, vi nu engang er, og der er ikke en rigtig eller forkert måde at gøre det på. Ligesom den gør plads til, at mænd og kvinder ofte sørger på forskellig vis.
Oprindelse: I midten af 1990’erne fremkom to hollandske forskere (Margaret Stroebe og Henk Schut fra Utrecht Universitet) med en måde at tænke om sorg på, der var anderledes end de hidtidige arbejd-dig-ud-af-sorgen-teorier. De to forskere så og fortalte om, at sørgende som noget helt normalt bevæger sig mellem forskellige måder at være i sorgen (og i livet) på - at man nogle gange er intenst optaget af sorgens følelser (= det såkaldt tabsrelaterede spor), og nogle gange bare er optaget af livets almindelige gøremål (= det reetablerende spor). At bevæge sig mellem disse to spor - eller mellem sorgens rum og livets rum - er en livslang måde at være menneske på.
At bevæge sig mellem to spor: Teorien anerkender, at det er nødvendigt med en god balance mellem at ‘passe sin sorg’ og så i øvrigt også leve sit liv med de aktiviteter i dagligdagen og sammen med andre, som kan give glæde, energi og et - trods alt - meningsfyldt liv. Ingen mennesker kan holde til kun at være i sorgens rum. Man skal også kunne holde fri fra sorgen. Omvendt vil sorgens rum altid være med en resten af livet, og man kan gå til og fra i en rytme, som passer til det menneske, man nu engang er. Ingen sørger ens, og kunsten er at finde ens egen måde at bevæge sig mellem de to spor på. Så længe et menneske er i bevægelse mellem de to spor, er det en helt normal måde at sørge på, som de fleste mennesker mestrer uden at få professionel hjælp. Problemer kan opstå, hvis man sidder fast i ét af de to spor - da vil der som regel være tale om kompliceret sorg, som man skal have hjælp til.
Kønsforskelle: I tosporsmodellen er der også en større forståelse for, at mænd og kvinder kan sørge forskelligt. Det er vigtigt at forstå og anerkende, når man er i et parforhold. To mennesker sørger ikke på samme måde, selvom de måske er gift med hinanden og deler det samme tab. Det kan være den allerstørste udfordring for et parforhold og kræver en kæmpe parathed til at forstå, at man i mange år f.eks. kan svinge helt asynkront mellem de to spor. Eller at acceptere, at den vej, ens partner finder gennem sorgen, slet ikke ligner ens egen.
Børn: Børn kan ofte være rigtig gode til at bevæge sig mellem de to spor. Det ene øjeblik kan barnet være fordybet i leg, tilsyneladende helt upåvirket af tab og sorg. Det er barnets kloge måde at holde fri fra sorgen på. Det samler kræfter og kommer lidt til hægterne, før det bevæger sig ind i at beskæftige sig med tabet og sorgen. De voksne omkring barnet skal blot holde øje med, om barnet godt kan bevæge sig fra det ene spor til det andet: Får barnet mulighed for at udtrykke sin sorg og have nogle voksenarme til at holde om sig, da vil det kunne springe videre fra den voksnes favn til atter at bevæge sig ind i leg og aktivitet.
Ældre: Ældre kan alt for nemt blive usynlige i deres sorg og tab. Det er, som om omverdenen tror, at fordi man er i den sidste del af ens liv, da må man forventes at lide tab, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det? Ældre - som mennesker i alle aldre - skal have lov til at bevæge sig frit mellem de to spor. Sorgen over tabet af en ægtefælle eller et barn eller barnebarn fylder nøjagtigt lige så meget for en ældre person som for alle andre. Det er i høj grad omverdenens opgave at holde øje med, om den ældre får mulighed for at være i både sorgens og livets rum i en balance, der kan gøre livet meningsfuldt.
