Jeg vil forsøge at sætte ord på, hvad jeg som mor til en datter, der truede med og forsøgte selvmord, har fået af hjælp ved at være i en samtalegruppe.

Det er mere end frygtelig at "stå i " den situation, det er meget svært for andre at sætte sig ind i det. De som ikke har prøvet det, kan slet ikke, end i deres vildeste fantasi sætte sig ind i, hvordan det er at være vidne til, at et menneske som man elsker over alt på jord ikke kan "holde livet ud", at vedkommende kun ønsker at få smerten til at holde op og ønsker at dø.

Når jeg tænker på, hvordan jeg skal forsøge at forklare mig, så kommer jeg til at tænke på, hvordan kan jeg forklare en kommende mor, hvad en ve er? Det er næsten umuligt, det er også noget, man skal prøve på sin egen krop. Jeg ved godt, at fysisk smerte er individuel, den psykiske, tror jeg, er den samme. Det med at hjertets smerte er den samme, har jeg oplevet ved, at jeg og min mand var så heldige at være med i en samtalegruppe. Uden den ved jeg ikke, hvor jeg og alle os fem i familien havde været i dag. Jeg tør ikke engang forsøge at tænke på det.

Når man står i sit livs mareridt, har man meget svært ved at tænke klart, og man føler sig meget alene. Det kan være svært at snakke med andre om det, og det er forståeligt. De har jo heldigvis ikke selv prøvet det. Men så at komme i en samtalegruppe med ligesindede, og jeg fremhæver ligesindede, for det er det, vi er. Vi er jo i samme båd. Vi har alle følt frygten, frustrationen, angsten og ikke at forglemme afmagten. Frygten og afmagten er nok de værste.
I en samtalegruppe kan man ligefrem slappe lidt af. Man behøver heller ikke at sige noget, det gør man så almindeligvis alligevel. Bare det at være sammen med andre, som har prøvet det samme som en selv.
Man kan snakke uden at sige noget, man ved, hvad den anden føler/tænker. Man er i et frit rum; hvor alt er tilladt at sige, også at græde sammen, at få luft selv for sine inderste tanker.
Alle, og jeg mener alle, som er så uheldige at stå i samme situation, som jeg stod i, burde have tilbuddet om at komme i en selvhjælps gruppe. Det er bare noget man har brug for, for at man selv kan komme videre. Uden for mange sår på sjælen. Ar vil der være.

Man skal også have en professionel med som tovholder. Man har desværre ikke overskud selv. Den professionelle har en baggrund, som bl.a. gør, at vedkommende er god til at lytte, støtte og drage omsorg for en.
Mit forslag er, at alle som er pårørende til en, som har forsøgt selvmord, burde have tilbuddet om at komme i en samtalegruppe, for at være blandt ligestillede. Når den som har forsøgt selvmord, bliver indlagt, bør de pårørende få tilbuddet der. Det er bare så frygteligt at stå der og føle sig så alene. Det at kunne komme hen et sted og tale med nogen om sine frustrationer den samme dag, som selvmordsforsøget sker, ville også være til stor hjælp. At kunne banke på en dør og sige, her er jeg. Hjælp mig og lyt til mig.