At miste en ægtefælle

Mit navn er Tine, jeg er 31 år og deltager i en samtalegruppe hos NEFOS. Dette fordi min mand i december 2006 begik selvmord.
Samtalegruppen hos NEFOS betyder meget for mig, idet jeg her har mødt nogle skønne mennesker, som jeg kan dele mine tanker, frustrationer, glæder og bekymringer med.

Deltagerne i gruppen er meget forskellige mennesker, med forskellige historier, som hver især mærker sorgens smerte på forskellig vis. 
I min gruppe har vi alle mistet en partner, og netop dét, at vores relation til den døde er den samme, betyder meget for mig. Vores fælles ståsted, giver os mulighed og rummelighed til at være og agere, som de meget forskellige individer vi er.
Endvidere er vi meget forskellige steder i vores sorgbearbejdelse, men da gruppen netop ikke er af terapeutisk karakter, behøver vi ikke at ”følges ad i processen”.

Et meget vigtigt fælles vilkår for gruppen er, at vi alle har en nutid og en fremtid, som vi – vores tab til trods – skal have til at fungere på bedst mulige vis. I denne sammenhæng oplever jeg samtalegruppen som værende befriende tillidsgivende og afslappet. Personligt får jeg meget ud af at vende min ”gøren og laden” med de andre i gruppen. Eksempelvis har jeg små børn, som jeg støtter efter bedste evne i deres sorg, men da vores situation ikke kan slås op i en almindelig ”hverdagslivs-håndbog”, er den sparring og støtte, jeg får i gruppen, guld værd.

Mit tab har skabt et helt nyt liv for mig og mine børn, og alt det nye kan virke både skræmmende, uoverskueligt og ensomt. Når jeg taler med og lytter til de andre i min gruppe, giver det mig dog følelsen af ikke at stå helt alene i dette kaos af ny viden og indsigt.

Mit liv uden min elskede mand fyldes hver dag med nye indtryk, ukendte situationer og overvældende følelser, og netop derfor er støtten fra gruppen helt uundværlig.

Endelig værdsætter jeg i høj grad, at gruppens tovholdere formår at holde vores samtaler på et konstruktivt og proaktivt niveau, så inputtene bliver ganske konkrete og vedkommende (hvilket er en fordel for en lidt svævende og usammenhængende type som mig).

Mit tab er ubeskriveligt, ubegribeligt og enormt, og jeg føler mig derfor ”anderledes” end mine omgivelser. I samtalegruppen er jeg fortsat ”anderledes”, men her er vi alle anderledes, så det er helt ok, - og ikke mindst derfor er gruppen blevet et trygt og sikkert holdepunkt i en ellers ofte utryg og usikker tid.