Et netværk for mennesker, der er ramt af andres selvmords handlinger.

Mor, hvis søn forsøgte selvmord

Vi har en søn, Lars (31 år), som (ved vi nu) er født med en personlighedsforstyrrelse. Han arbejdede i en europæisk storby, da han i 2007 gik ned med en meget dyb depression. (Han har tidligere forsøgt selvmord, som vi og Lars dengang forsøgte at klare bedst muligt med privat psykologhjælp; vi opholdt os dengang i udlandet). Han kom fra hjem til os her i Danmark for at vi kunne hjælpe ham. Vi kunne klare situationen den første måned, men så meldte fortvivlelsen sig, og vi stod tilbage uden hjælp og fuldstændigt i vildrede med, hvad vi kunne gøre, fortabte af håbløshed, og anede ikke vores levende råd.
Vi kom i kontakt med foreningen Bedre Psykiatri, og på grundlag af deres rådgivning henvendte vi os til vores læge, som formidlede en henvisning til en psykolog. Men det var tydeligt, at hun manglede erfaring med hensyn til psykiatriske problemer, hvad hjælp der findes, og hvem der kan yde hjælp. Det er ikke ment som nogen kritik, men alene for at påpege, hvor svært det er at komme i den situation, som vi var i, og så for at påpege, at den praktiserende læge har brug for mere viden for bedre at kunne hjælpe pårørende til psykisk syge. Det er et område, der i vores vurdering, berettiger til større offentlig opmærksomhed.

For Lars’ vedkommende formidlede vores læge en henvisning til Centret for Selvmordsforebyggelse, hvor han kom i behandling. Denne behandling varede cirka ½ år og hjalp med hensyn til selvmordstanker, men Lars havde behov for videre behandling, som han ikke fik i første omgang. Fra Psykiatrisk hospitals side slap man Lars af syne efter det halve år, og han gik et års tid alene hjemme hos os, før han blev tilbudt mere hjælp. Det var for Lars ganske forfærdeligt i hans situation og påvirkede os som pårørende i urimelig grad, at hans behandling blev afbrudt. Det skete på grund af ressourcemangel. Der skal i vores mening være ressourcer nok til at undgå, at selvmordstruede unge mennesker bliver ladt i stikken med deraf øget risiko for, at de tager deres eget liv. Vi er bekendt med et tilfælde, hvor netop dette skete.
For os som pårørende var det en frygtelig tid. Nok fik vi privat psykologhjælp, men i forhold til hospitalet følte vi os fuldstændigt afvist. Man ville intet oplyse om Lars’ sygdom, end ikke hans diagnose og behandling herfor. Man ville ikke høre om vores erfaringer med hensyn til Lars’ sygdom og da slet ikke inddrage os i behandlingsforløbet. Vi stod tilbage med en umådelig følelse af frustration, afmagt, vrede og skyld i forhold til at være pårørende. Denne afvisning var begrundet af hospitalets tavshedspligt overfor patienten.

Ved fysiske sygdomme er der også fra hospitalets side en vis tavshedspligt i forholdet patient og pårørende, men slet ikke i samme grad som ved psykiske sygdomme. Ved fysiske sygdomme bliver de pårørende oplyst om patientens sygdom og bliver lyttet til. Ved psykiske sygdomme bliver de pårørende totalt afvist, ikke informeret, ikke lyttet til, kun fortalt om hospitalets tavshedspligt, som er ført ud i den mest urimelige yderlighed med hensyn til pårørende, som skal tage vare på patienten døgnets andre timer udover den time, som patienten måtte tilbringe på hospitalet med samtale terapi.
Der eksisterer et regelsæt for hospitalets tavshedspligt ved psykisk sygdom, og det er forståeligt, men der mangler et tilsvarende regelsæt for hospitalets oplysningspligt overfor de pårørende, som i vores tilfælde tager det praktiske ansvar for patientens daglige tilværelse, bolig, fortæring m.v. Det er ikke berettiget at lave regelsæt for hospitalets tavshedspligt, hvis man ikke samtidigt laver regelsæt for hospitalets oplysningspligt, herunder at underrette pårørende om sygdoms diagnose og behandling, og ligeledes at inddrage de pårørende i behandlingen.
I vores forløb blev vi bekendt med foreningen Bedre Psykiatri, og her fandt vi den første hjælp, og samtidigt forståelse og støtte fra andre forældre, som var i samme situation som os. Gennem Bedre Psykiatri fandt vi hjælp og viden til at komme videre og finde information om psykiske sygdomme og forståelse for, hvad psykisk sygdom indebærer.
På et tidspunkt i vores forløb fik vi en henvendelse fra Centret for Selvmordsforebyggelse om at deltage i et forsøgsprojekt, omfattende fire forældrepar til børn, der havde forsøgt selvmord. Disse forældrepar skulle mødes hver fjortende dag for at tale om deres frustrationer, følelser og håbløshed, og herigennem få hjælp til at komme videre. Disse møder blev ledet af to meget erfarne psykologer, hvor vi gerne vil fremhæve Elene Fleischers rolle som helt enestående.

Det viste sig at blive et enestående tilbud og noget af det bedste, som skete for os som pårørende. Deltagelse i den pårørendegruppe har hjulpet os utroligt i vores situation. Den har givet os vigtig viden om psykiske sygdomme og hjælp til bedre at leve med den byrde, som det er at være pårørende til en person med en psykisk sygdom, og som er selvmordstruet; og at man ikke er alene i den rolle, men at der er mange andre forældre i samme situation. Ved at tale med hinanden i disse grupper og fortælle om sine følelser, oplevelser og erfaringer kan man som pårørende indirekte hjælpe hinanden til at finde styrke i rollen som pårørende.
Disse pårørendegrupper er i vores erfaring af uvurderlig hjælp. Men de kræver professionel støtte og hjælp for at kunne fungere, og det er vigtigt, at der afsættes ressourcer hertil. Vores pårørendegruppe blev ledet af Elene Fleischer, der hjalp os og andre forældre på en utrolig måde. Vi vil gerne i denne sammenhæng foreslå, at Elene Fleischers projekterfaringer herfra bliver gjort mere bekendt og lyttet til af bevilgende myndigheder. Vi håber også, at der vil blive stillet ressourcer til rådighed til at tilbyde sådanne grupper til nye pårørende, som har brug for sådan hjælp.
Vores erfaring i dag, som pårørende til en søn med personlighedsforstyrrelser, og som har gjort forsøg på selvmord, er, at det er vigtigt, at der ydes tilstrækkelig hjælp til såvel patient som pårørende. Der er heldigvis sket en udvikling på dette område, men der er brug for mere opmærksomhed omkring disse problemer og behov for flere ressourcer.

Hvad der med vores erfaring bør sættes ind på i forhold til pårørende er:

  1. Indførelse af oplysningspligt overfor pårørende til patienter med psykiske sygdomme med hensyn til sygdoms diagnose og behandling, samt inddragelse af de pårørende i behandlingsprocessen. Det mangler totalt i dag og bidrager i vore øjne i urimelig grad til den pårørendes følelse af afmagt, vrede og skyld.
  2. Øjeblikkelig psykolog hjælp til pårørende umiddelbart efter selvmordsforsøg (og økonomisk støtte hertil).
  3. Efterfølgende tilbud til pårørende om at deltage i pårørendegrupper ledet af professionelle psykologer, såsom de forsøgsgrupper, der blev oprettet i Region Nordjylland i 2007 med Elene Fleischer som ledende kraft. Det vil i vores mening være en meget værdifuld måde at hjælpe pårørende, og samtidigt en ”økonomisk” måde for det offentlige, da disse grupper udvikler sig til selvhjælpsgrupper, og da de 1-2 psykologer, som hjælper gruppen, reelt giver psykologhjælp til 8-10 personer. Det er både bedre og ”billigere” og mere effektiv hjælp end individuelt at sende 8-10 personer til privat psykolog.
  4. Og samtidigt flere ressourcer til at kunne fortsætte påbegyndt behandling af selvmordstruede patienter og ikke lade dem ude af syne i utide på grund af ressourcemangel med deraf følgende risiko for, at de tager deres eget liv.

Om NEFOS

NEFOS er en organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling.
Kontakt os pr. mail eller telefon
Vi reagerer i øjeblikket indenfor 10 dage på din henvendelse pga. sygdom og overbelastede frivillige. Vi kontakter dig, såfremt du har lagt dit nummer på telefonsvareren - eller hvis vi har modtaget en mail eller en sms fra dig. Husk, at du også kan få hjælp ved egen læge og ved at ringe til Livslinien på 70 201 201.

Du kan også skrive direkte til os ved at klikke her Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Telefon til hovedkontoret: tlf. 6312 1226 mandag-fredag kl. 09.00-13.00.

Medlemsbidrag og gavebeløb

Vi vil gerne have medlemmer i NEFOS, Du kan støtte vores arbejde. Medlems kontingent pr år er: 100 kr. for studerende/pensionister, 200 kr for øvrige enkeltpersoner og 300 kr. for familier (husk at skrive navnene på alle familiemedlemmer ind i tekstfeltet) klik her for at melde dig ind.


Rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling.

Kontakt NEFOS

Midtjylland

Pia Engstrøm: 6177 2184
Liselotte Kragh: 6165 5483

Nordjylland

Pia Engstrøm: 6177 2184

Hele Landet

Hovedkontoret: 6312 1226 eller 5190 9584
Telefontid: Hverdage kl. 09.00-13.00


Yderlige info

Er du fagperson, og har du brug for råd eller sparring, er du velkommen til at kontakte os på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og din henvendelse vil blive besvaret af faglig leder Elene Fleischer.

Er du journalist, er du velkommen til at rette henvendelse til os via mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., og din henvendelse vil blive besvaret af bestyrelsesformanden eller faglig leder.

Nyheder på mail


Etik

NEFOS opretter samtalegrupper for efterladte efter selvmord ud fra følgende præmisser:

  • Deltagerne er berørt af samme type tab
  • 4-8 personer i gruppen
  • Gruppen ledes af en professionel rådgiver og en medarbejder hos NEFOS
  • Alle har tavshedspligt
  • Oplever vi, at vores hjælp er utilstrækkelig, henviser vi til andre professionelle, fx psykologer, som vi har et godt samarbejde med
Hovedkontorets: Ejlskovsgade 13, 1.sal t.v. 5000 Odense C.