Mor, hvis datter forsøgte selvmord

Da min datter i marts 2008 forsøgte at begå selvmord og var tæt ved at dø, blev vi alle i familien dybt rystede. Det var en skræmmende oplevelse, og den affødte en kaostilstand hos mig som mor.
Jeg bad ved udskrivelsen fra hospitalet om at få hjælp til både min datter og til os i familien. For min mand og jeg var det så heldigt, at der var en pårørendegruppe som vi kom til at gå i. (Ved Elene Fleischer).
At gå i den gruppe havde stor betydning for mig. Jeg havde brug for at få bearbejdet oplevelsen. Det var godt at kunne tale med andre i samme situation - om min sorg, om følelser som skyld og skam, om at være mor og føle, at du ikke kan nå din datter, og mange andre ting. Alt dette ønskede jeg ikke at snakke om i min omgangskreds.

Efter min datters selvmordsforsøg kom jeg igennem flere faser: Chok, fortvivlelse, angst for at det skulle ske igen og usikkerhed i forældrerollen. I de faser havde jeg brug for, at en fagperson, der ved hvad det handler om, kunne hjælpe med at forstå og være i de forskellige faser, forstå det der skete, analysere samspil og hjælpe mig til at se fremad og tage forældreskabet tilbage – at turde være mor igen, stille almindelige og rimelige krav til min datter.
Jeg vidste jo, at min datter havde hårdt brug for, at vi stillede op som familie og støttede hende alt de,t vi kunne. Med den kvalificerede hjælp jeg/ vi fik, blev vi i stand til at vende det, der skete, til en positiv udvikling for os alle. Det tror jeg ikke var sket uden den hjælp, vi fik.

De andre pårørende i gruppen var også en hjælp. Selvom vi var meget forskellige, havde vi et til fælles – følelserne, smerten og angsten. Der er meget, du ikke behøver at forklare – de andre ved, hvordan det er. Det er lettere at være i ved at opleve, at andre heller ikke er perfekte forældre og har deres andele i det skete.

Det er derfor mit store ønske, at et sådant tilbud bliver permanent og en mulighed for alle pårørende – både for dem, men I høj grad også for at kunne hjælpe sit barn videre i livet.