En kvinde var midt i 70’erne, da hun blev indlagt efter et selvmordsforsøg. Mange år tidligere forlod hun en alkoholisk mand. Hun var ufaglært og havde hele livet forsørget sig selv og sin søn ved rengøringsjob og andet hårdt arbejde. Som pensionist blev hun frivillig på et ældrecenter. Hun var en arbejdshest, og det var hun stolt af. At knokle var hendes overlevelsesstrategi, og sådan havde det altid været.

Men helbredet begyndte at svigte, og med det fulgte handlekraften. Kvinden forsøgte selvmord, da evnen til at arbejde – hendes nytteværdi, der altid havde formet hendes selvfølelse og holdt hende oppe – smuldrede.

Historien er beskrevet i den norske forsker Ildri Kjølseths bog ”Eldre og selvmord” fra 2014. Ildri Kjølseth er blandt andet kendt for sine såkaldte psykologiske autopsier, det vil sige rekonstruktioner af den psykologiske situation, som et menneske befandt sig i, da han eller hun begik selvmord. Blandt hendes pointer er, at de ældre, som forsøger eller begår selvmord, ofte livet igennem har været handlekraftige, stærke og selvstændige.

”Vi stopper med at arbejde. Over en nat bliver vi værdiløse. Ikke til nytte for nogen. Vi mister det, der gav livet mening. Vi har pludselig tid til at dvæle ved situationen, og vi tænker på, hvorfor vi stadig er her?”, som en ældre mand blandt andet skrev om sine selvmordstanker i et brev til forskeren, der er refereret i hendes bog.

I Danmark stiger selvmordsrisikoen markant med alderen. Mænd over 80 år har den højeste selvmordsrate af alle aldersgrupper, og halvdelen af alle selvmord i 2015 blev begået af mennesker på 55 år eller derover.

Annette Erlangsen er forskningsleder ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse i Region Hovedstaden Psykiatri. Hun begyndte oprindeligt at forske i ældre og selvmord, fordi hun undrede sig over det paradoks, at unge menneskers selvmord var mest omtalt og det område, hvor mest forebyggelse blev sat i værk, mens det faktisk er ældre, som er mest selvmordstruede.

Hun ser samme karaktertræk ved ældre med selvmordstanker i Danmark, som hendes kollega har kortlagt i Norge.

”Det er selvfølgelig vigtigt at forebygge selvmord blandt unge, men skal vi ikke sørge for, at også alderdommen er et værdigt livsafsnit? Ældre udsættes for store udfordringer med funktionsnedsættelser og tab af evnen til at klare sig selv, og det er en udfordring for mange at skulle til at acceptere hjælp, især i et samfund, der er sat op til, at man skal klare sig selv,” siger hun.

I 2014 udgav Socialstyrelsen en rapport om forebyggelse af ældres selvmord. I rapportens afsnit om årsager står der, at personlighedstræk som stædighed og behov for at være uafhængig kan være en risikofaktor for selvmord blandt ældre – omend andre faktorer er bedre videnskabeligt dokumenteret, for eksempel akutte og stressfyldte hændelser som psykisk eller fysisk sygdom. Forskernes iagttagelser af særlige personlighedstræk står altså ikke alene, men supplerer komplekse sammenhænge omkring selvmord.

”Hvis du er vant til at klare dig selv og pludselig har brug for hjælp, kan du komme i en situation, der ikke lever op til dine kriterier for, hvad der er værdigt for dig, og så er nogle personer disponeret for at handle og gøre noget. Det er især mænd, der ikke taler meget om deres følelser og ensomhed med andre,” siger Annette Erlangsen om gruppen.

I følge hende kan en løsning være at inddrage den enkelte ældre i et samarbejde om den hjælp, han eller hun skal have, så den ældre forklarer, hvordan hjælpen kan føles mere værdig og blive acceptabel.

Socialstyrelsens rapport var led i et projekt om forebyggelse af selvmordsadfærd hos ældre, der sluttede i 2016. Frederiksberg og Aarhus var projektkommuner, hvor der blev lavet undervisningsprogrammer og -materiale, så faggrupper, der var i kontakt med de ældre, var klædt på til at hindre mistrivsel, blandt andet ved at involvere dem i meningsfyldt frivilligarbejde.

”Hvis man allerede er i nogle værdiskabende netværk, inden man oplever tab af forskellig karakter, så har man stadig rolle, som er vigtig at udfylde, og et incitament til at komme hen og mødes med de andre. På den måde kan for eksempel det at være frivillig udfylde en vigtig forebyggende funktion,” siger Annette Erlangsen.

Elene Fleischer er forsker, konsulent og faglig leder af Netværket for Selvmordsramte, Nefos. Hun er født i 1944 og er altså selv ”ældre”. Det har formet hendes syn på selvmord og forebyggelse.

”Da jeg var yngre, var jeg meget skråsikker og mente, at alle selvmord skulle forhindres. I dag siger jeg, at alle selvmord, der skyldes ting, vi kan afhjælpe, skal forhindres,” siger hun.

Med andre ord mener hun, at beslutningen skal respekteres, hvis et ældre menneske har begået selvmord, fordi han eller hun virkelig ønskede at foregribe afslutningen på et liv, der under alle omstændigheder rindede mod enden. Omvendt er demarkationslinjen vanskelig at fastslå mellem ”unødvendige” selvmord og ”retfærdige”, mellem det, der kunne være afhjulpet, og den, der ikke var interesseret i nogen anden vej. Også Elene Fleischer genkender fortællingen om den stærke og selvstændige person, der med alderdommen føler, at han eller hun i verdens øjne skrumper ind til en gammel kone eller mand, som få tager alvorligt og færre kan bruge til noget.

En sådan mand er genstand for en anekdote, hun fortæller, og som i 15 år har rumsteret i hendes hoved.

Manden havde været gårdejer og en respekteret lokalpolitiker. Men nu var han gammel, havde problemer med at holde på vandet, var svimmel og havde muligvis også blodpropper. Han var afhængig af hjælp og blev tilbudt at bo på det lokale plejehjem i 14 dage som et slags prøveophold. Efter de 14 dage tog han hjem. Samme aften spillede han kort med sin søn, sygeplejersken og sosu-hjælperen, og stemningen var god. Men næste morgen var han forsvundet, og han blev ikke fundet i live.

”Medhjælperne talte meget om, hvorvidt de kunne have forebygget det. Kunne de have spurgt mere ind til, hvad han oplevede på plejehjemmet, og om han kunne se sig selv der? Jeg tænker, at det selvmord var affødt af eksistentielle valg om livet og døden, og at han traf sit valg. Men hvem ved, om personalet kunne have været bedre til at finde frem til, hvordan han egentlig havde det, og hvordan han kunne have forestillet sig at leve resten af sit liv,” funderer Elene Fleischer.

Kristeligt Dagblad (16. marts 2017)
Tegning: Rasmus Juul.